Åbent Hus om Uddannelse | Lørdag den 9. november kl. 10.00-1400

EUX-Landbrug er et hit på Asmildkloster Landbrugsskole – plads til endnu flere…

Posted · Add Comment

”EUX-Landbrug – et hit på Asmildkloster Landbrugsskole og hos unge uddannelsessøgende i den grønne sektor”

Asmildkloster Landbrugsskole oplever stor søgning til EUX uddannelsen målrettet mod landbruget. Søgningen slår ny rekord med 38 elever klar til start på EUX-landbrug den 6. august 2013 – og der er stadig plads til flere.

Både elever, forældre, lærere og virksomheder er glade for EUX-landbrug, hvor eleverne både får svendebrev som faglært landmand og en gymnasial eksamen.

Det bedste fra to verdener

EUX-landbrug  giver eleven to kompetencer i én, erhvervskompetence og studiekompetence. EUX er et tilbud til eleverne i erhvervsuddannelserne, der også gerne vil have en gymnasial eksamen.

Og eleverne har fået øjnene op for den ”luksus” det er at være en del af et godt skolesamarbejde og hele to verdener. ”Vi er i den specielle situation, at vi går på to forskellige skoler, så vi skulle falde til to nye steder, samtidig med at vi er ”flyttet” hjemmefra. I starten skulle vi lige vænne os til det specielle med at være på to forskellige skoler, men med dygtige lærere og de store forhold både på gymnasiet og Asmildkloster, har starten på vores nye uddannelse været som smurt i olie. Efter at vi har vænnet os til det, så kører det bare” siger de 3 EUX-elever fra Asmildkloster Landbrugsskole.

 Eleverne på EUX-landbrug siger..

Eleverne Emil Dollerup, Jonas Henriksen og Per H. Nielsen er i gang med EUX-landbrug – de siger: ”Der er kun en ting at sige: Det er for fedt at uddanne sig sådan som os her i Viborg! Vi hygger os og finder på alt muligt spændende, og vi sidder sjældent stille. Udover vores to ugentlige lektie timer, er der ingen planer for vores fritid, så med stor lyst til at få mere viden, tager vi på gårdbesøg hos hinanden, besøger maskinforhandlere, og tager diskussioner om alt fra traktorer til økonomiske muligheder”.

Startede i 2011

Viborg Gymnasium og HF & Asmildkloster Landbrugsskole har været i gang med EUX-landbrug siden 2011 og i 2012 tog det for alvor fart med 27 elever på uddannelsen. I 2013 fortsætter succes’en og det gode samarbejde skolerne imellem.

”Vores skoler ligger i gå afstand fra hinanden og tæt på byens liv. Vores fælles værdier for god uddannelse på højt fagligt niveau kombineret med et fortrinligt samarbejde er grundstenen i vores fælles succes” siger forstander Lars Møgelbjerg Andersen.

Og EUX-eleverne supplerer: ”Kommunikationen mellem landbrugsskolen og gymnasiet har været god, og de har gjort meget for at vi skulle falde ordentligt til, og det er i den grad lykkedes. Vi fungerer super godt som klasse, og har det fantastisk”. Vi kan kun sige en ting, det er en fantastisk uddannelse! – slutter de 3 elever.

Om EUX

Eleverne får både en erhvervskompetence, som giver dem adgang til arbejdsmarkedet, og en studiekompetence, som giver dem mulighed for at læse videre,

”Vi er i gang med EUX-Landbrug vores lærere og skolerne har høstet gode erfaringer i samarbejdet og det kommer også de kommende EUX-elever til gode. De første 27 EUX-elever sender vi i praktik til juni 2013 og så åbner vi dørene for den nye årgang den 6. august 2013 og her er der stadig enkelte ledige pladser”  slutter Lars Møgelbjerg Andersen

For yderligere information kontakt forstander Lars Møgelbjerg Andersen, 8667 3222 eller mobil 6054 2522. En mulighed er også la@asmildls.dk