Online - Åbent Hus - Søndag den 6. december kl. 16.00 Tilmelding nødvendig | Se mere

Nomineret til Undervisningsmiljøprisen 2017; Asmildkloster Landbrugsskole

Posted · Add Comment

Blandt næsten 100 virkelig gode indstillinger er Asmildkloster Landbrugsskole blevet udvalgt til at være med i opløbet om Undervisningsmiljøprisen og 100.000 kr. De 2 andre skoler i finalen er Hillerød Lilleskole og Øregaard Gymnasium. En af de tre nominerede skoler, bliver den endelige vinder, når undervisningsministeren overrækker prisen fredag den 3. marts 2017.

DCUM takker for alle de mange indstillinger som vidner om, at der overalt i landet laves rigtig mange gode og effektive indsatser til gavn for undervisningsmiljøet. ”Bliv ved med det – det er meget inspirerende” skriver DCUM.

Men der skulle altså udvælges tre, som skal kæmpe om titlen. Kriterierne for udvælgelse af nominerede til Undervisningsmiljøprisen 2017 var:

  • Systematisk og helhedsorienteret indsats
  • Elevinddragende indsats
  • Inspirerende indsats, som kan kopieres af andre

Om indstillingen af Asmildkloster Landbrugsskole skriver DCUM;

”Tværgående indsatser for både det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø har gjort Asmildkloster Landbrugsskole til en af de tre nominerede til Undervisningsmiljøprisen – UMP 2017.

For at styrke fællesskabet og udvikle relationerne mellem eleverne på grundforløbet tilbydes en række aktiviteter, hvor eleverne lærer om sig selv og om hvordan, de påvirker andre. I faget STRONG arbejder eleverne med personlig udvikling via teambuilding og fysiske aktiviteter samt refleksion.

Alternative tilgange til lokalerenovering og udnyttelse af gangarealer til andet end blot transport-korridorer har skabt et særligt fysisk og æstetisk undervisningsmiljø hvor rammerne både inviterer til arbejde og sociale aktiviteter. En traktor i forhallen og køer, græs og maskiner på væggene minder os om at det æstetiske undervisningsmiljø også spiller en rolle i forhold til trivsel og læring”.

Elever og medarbejdere på Asmildkloster Landbrugsskole modtog nyheden om nominering-en i dag. ”Vi er stolte som paver – vores arbejde med at udvikle skolen finder anerkendelse og motiverer os til at fortsætte vores indsats, for hver dag at give vores elever de bedste vilkår for deres uddannelse og liv på skolen” siger forstander Lars Møgelbjerg Andersen.

Nu venter skolen spændt på den endelige afgørelse som træffes af undervisningsministeren.

 

Se mere om DCUM og Undervisningsmiljøprisen 2017 på: www.dcum.dk